Politiet taler med 11 sultestrejkende iranere i demokratihuset på Vesterbro i København, der opholder sig ulovligt i kommunens lokaler. Ifølge iranerne har politiet givet dem en time til at forlade kontorerne.
Iranerne blev fredag formiddag politianmeldt, fordi de ikke har imødekommet kommunens frist for, hvornår de skulle forlade lokalerne.
Talsmand for iranerne Said Parvin synes, at politiet har for meget fart på.
- Politiet har sagt til asylansøgerne, at de skal være ude inden for en time, siger han til Ritzau.
De 11 iranere forlod deres asylcentre i protest mod årelange ophold uden afklaring af deres asylansøgninger. Ved ankomst til Stefanskirken indledte asylansøgerne en sultestrejke, som de på trods af de seneste dages tumult har bibeholdt.
Politiet siger, at det går stille og roligt, og at der er dialog.
- Politiet er dernede og har en rolig dialog med personerne dernede, siger pressetalsmand i Københavns Politi, Lars-Christian Borg.
Politiet agter ikke at bruge drastiske midler for at få de iranske asylansøgere ud af kommunens lokaler.
- Vi ønsker ikke at bruge magt. Vi vil finde ud af, hvad de kan gøre fremadrettet, når de nu ikke længere kan opholde sig i lokalerne, siger Lars-Christian Borg til Ritzau.
De 11 iranere har tidligere opholdt sig i Stefanskirken på Nørrebro, som de måtte forlade onsdag efter aftale med kirkens menighedsråd.
Said Parvin leder efter et nyt sted til iranerne hurtigst muligt, men har svært ved at se, hvordan de 11 iranere skal finde et nyt sted at opholde sig på kun én time.