Drengene fra det californiske rockband Incubus har efterhånden så mange hits på samvittigheden, at de nu kan udsende opsamlingsalbummet 'Monument And Melodies'. Ifølge Gaffa vil albummet dog også indeholde en ekstra plade med nogle af de mere sjældne numre.
Gruppen har da også udsendt seks albums siden 1995, og 12 af deres singler er strøget i top 10 på den amerikanske single-hitliste. Det er blandt andet hits som 'Drive' og 'Wish You Were Here', der er skyld i topplaceringerne.
Ud over at få lov til at lytte til de største hits igen, får fansene også mulighed for at høre to nye numre på albummet.
Incibus slog for alvor igennem med albummene 'Make Yourself' fra 1999 og 'Morning View' fra 2001. Det nye opsamlingsalbum forventes at ramme butikkerne den 15. juni.