En tyv i Paris havde en god arbejdsdag, da det lykkedes ham - eller hende - at stjæle en mindre formue. Forsangeren fra Guns N' Roses, Axl Rose, fik nemlig stjålet tre halskæder for godt 1,2 millioner kroner ved en af bandets koncert-efterfester.
Det skriver hjemmesiden Female First.
Festen blev afholdt i Paris efter bandets koncert i den franske hovedstad. Ifølge Axl Rose fik tyven fat i tre guld og diamant halskæder, der altså tilsammen har en værdi af godt 1,2 millioner kroner.
Politiet har derfor nu sat en efterforskning i gang for at finde Guns N' Roses forsangerens dyre smykker.
Generelt har hardrock-bandet været på en turbulent tour rundt i Europa. Bandet, hvis eneste originale medlem er Axl Rose, har fået meget kritik, fordi de adskillige gange er kommet for sent til koncerterne.
I London måtte bandet true med at forlade scenen, fordi de engelske fans smed penge og plastikkopper efter medlemmerne, da de mødte op 50 minutter for sent.
- Hvis I smider én fucking ting mere, så tager vi hjem, havde bassisten Tommy Stinson råbt.
Bandet, der blev kendt for sangen 'Sweet Child o' Mine' er på tour i Europa indtil den 22. juli.