Grevinde Alexandras eksmand, den 44-årige Martin Jørgensen, er fortid i Adam Falberts bar-imperium Rekom.
Det skriver Ekstra Bladet.
Martin Jørgensen har de senere år arbejdet med branding i virksomheden, men nu er det altså slut.
Det bekræfter Rekom overfor Ekstra Bladet.
Martin Jørgensen har opsagt sin stilling, er meldingen fra Rekom, og Rekom ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, da det er en personalesag.
Martin Jørgensen og grevinde Alexandra har været i overskrifterne de seneste par uger efter grevindens advokat forgæves har forsøgt, at få Martin Jørgensen til at møde frem i fogedretten.
Martin Jørgensen har ikke afdraget på sin milliongæld til Alexandra.
I forbindelse med deres skilsmisse i 2015 underskrev han et gældsbrev på 5.448.750 kroner. Aftalen var at Martin Jørgensen med tiden skulle begynde at afdrage på gælden.
Det er ikke sket, og da Martin Jørgensen i mandags alligevel dukkede op til et retsmøde i Retten på Frederiksberg forklarede han, at han ganske enkelt ikke har pengene.
Han tilføjede, at han tjente 50.000 om måneden på sit nu tidligere job hos Rekom, men at hans konto alligevel går i nul hver måned.
- Jeg betaler 14.000 kroner i husleje, lød det videre fra Martin Jørgensen.
Resten af pengene går til internet, leasing af bil og andre løbende udgifter, forklarede han.
Retten besluttede at erklære Martin Jørgensen for insolvent. Det betyder at han det næste halve år slipper for at blive trukket i retten.