Grækenland har fået en regering, oplyser lederen af socialistpartiet Pasok, Evangelos Venizelos.
Han tilføjer, at en regeringsaftale er på plads mellem tre partier, det konservative Nyt Demokrati og det mindre Demokratiske Venstreparti og hans eget socialistiske parti Pasok.
Regeringsaftalen mellem de tre pro-europæiske partier vil blive officielt præsenteret senere på dagen.
Venizelos førte onsdag formiddag forhandlinger med vinderen af søndagens valg, det konservative Nyt Demokrati under ledelse af Antonis Samaras. Han siger, at regeringsaftalen vil blive officielt præsenteret senere på dagen.
Nyt Demokrati og Pasok støtter begge gældsaftalen med EU og Den Internationale Valutafond (IMF), men har sagt, at de vil søge at genforhandle betingelserne for den seneste hjælpepakke til Grækenland på 130 milliarder euro.
De to partier har med deres 162 fælles mandater flertal i det nyvalgte parlament, hvor der er i alt 300 pladser.