På albummet 'Songs for Raisa' synger den tidligere leder af Sovjetunionen Mikhail Gorbachev en række af sin afdøde kones yndlingssange, skriver NME.
"Cd'en indeholder syv af Raisas yndlingssange," fortæller Gorbachev. Han løfter også sløret for, at han har fået hjælp til albummet af Andrei Makarevich fra det russiske band 'Mashina Vremeni'.
Albummet med de romantiske ballader er netop blevet solgt for godt 880.000 kroner til en anonym, britisk byder på auktionen, der blev afholdt i London.
Afkastet fra velgørenhedsauktionen går til 'The Raisa Gorbachev Foundation' og Gorbachev selv underholdte til auktionen med nummeret 'Old Letters' foran de 350 gæster, som blandt andre talte den engelske premierminister Gordon Browns kone Sarah og Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling.