Den tidligere borgmester i Glostrup, Søren Enemark (S), straffes med 30 dages ubetinget fængsel for at snage i en politisk modstanders personlige forhold.
Dommen er torsdag afsagt af Retten i Glostrup.
Han blev dømt for uberettiget at have skaffet personlige oplysninger om SF'eren Charlotte Brangstrup efter kommunalvalget i Glostrup i 2009.
Forud for valget i 2009 havde Charlotte Brangstrup lovet at støtte Søren Enemark.
Efter at stemmerne var talt op, skiftede Charlotte Brangstrup dog kulør og pegede i stedet på Venstre-manden John Engelhardt, der blev - og stadig er - kommunens borgmester.
Efter en undersøgelse fra KL valgte byrådet i Glostrup at politianmelde Enemark, der var borgmester i kommunen fra 2000 til 2009.
/ritzau/