Direkte fra skolebænken og ud i ledighed. Det er virkeligheden for flere og flere unge akademikere rundt om i landet.
På Fyn har man derfor søsat projektet 'Academic Link', der hjælper virksomhederne med, i bogstaveligste forstand, at finde den rigtige kandidat. Projektet kører under Udvikling Fyn A/S, der er Fyns erhvervs- og turismeorganisation.
Når det rigtige match er fundet har virksomheden og akademikeren seks måneder til at vise hinanden, hvad man kan. De første tre måneder er gratis for virksomheden, og de sidste tre måneder er med løntilskud, der finansieres af jobcenteret i Odense.
- Omkring halvdelen af de involverede får job i løbet af det halve år. I nogle tilfælde dog i andre virksomheder, men på baggrund af deres nye kompetencer, siger Mette Mathiasen, der er projektleder for Academic Link, til Newspaq.
- Meningen er, at akademikerne i løbet af de seks måneder skaber så meget vækst i virksomheden, at der er råd til at fastansætte dem, siger hun.
Hun forklarer, at nogle virksomheder har brug for kompetencer inden for innovation, mens andre efterlyser folk til kommunikation og markedsføring.
Hos Jobcenter Odense er man også godt tilfreds med projektet, fortæller Lars Hvedegaard, der er Teamleder for virksomhedsservice hos Jobcenter Odense.
Faktisk så godt tilfreds, at projektet måske skal udvides.
- Sidste år kom cirka halvdelen af de involverede kandidater i job efterfølgende. Hvis vi opnår samme procentdel i år, kan det da godt være, at vi skal skrue lidt på håndtagene, siger han til Newspaq.
Der er nemlig tilmed en økonomisk gevinst.
- Når det hele regnes sammen, vil det også være en gevinst for kommunen, selvom der bliver investeret i det, siger han.
Lars Hvedegaard er heller ikke i tvivl om, at de involverede kandidater får noget ud af projektet.
- De kommer ud i en rigtig virksomhed, hvor de får noget konkret erfaring, de kan bruge og søge videre på, siger han.
Projektet startede sidste år som et pilotprojekt, med blev 1. april i år forlænget med yderligere et år, hvorefter projektet skal evalueres igen.