Jakob Fuglsang, der i denne uge vendte tilbage på landevejscyklen efter en måneds skadespause, vandt søndag Luxembourg Rundt.
Den danske Radioshack-Nissan-rytter kørte sig i den gule førertrøje på lørdagens kongeetape og formåede søndag at holde fast i det gule stykke tekstil.
Lotto-Bellisols Jürgen Roelandts vandt den afsluttende etape over 153,5 kilometer efter et vellykket udbrud. Roelandts fik slået et godt hul til hovedfeltet og kunne tage sejren, mens Fuglsang kørte i mål sammen med hovedfeltet.
Jakob Fuglsang måtte for en måned siden opgive at stille til start i Giro d'Italia, som ellers var hans store sæsonmål. Lige nu kæmper danskeren for at komme med på Radioshacks hold til Tour de France.