I den internationale presse har der været bred enighed om, at fodbold-EM indtil videre har været en positiv oplevelse med en række velspillede kampe.
Men ifølge den franske landstræner kunne publikum have fået endnu bedre fodbold at se, hvis kampene var blevet spillet i mindre heftige temperaturer, end dem, der for tiden har lagt sig over Ukraine.
- Der er forskel på aftenkampene og de kampe, der begynder klokken 19.00 (18.00 dansk tid, red.), siger Laurent Blanc, der fredag sender sit hold på banen til den tidlige kamp - i øvrigt for anden gang i træk.
- Der er en anden intensitet i aftenkampene. Samtidig kan man se, at der har været en anden intensitet i kampene, der er blevet spillet i Polen, fordi varmen gør det svært for holdene i Ukraine, vurderer Blanc ifølge AFP.
Frankrig møder fredag værtsnationen Ukraine i Donetsk, hvor temperaturen i denne uge har rundet de 36 grader.
Holdets første kamp mod England blev præget af lavt tempo og er blevet vurderet som en af turneringens hidtil kedeligste.
- Hvis et hold skal spille god fodbold, skal spillerne bevæge sig konstant, men stadion er som en ovn, forklarer Blanc og henviser til kampen mellem Tyskland og Holland, der spillede den sene kamp onsdag aften.
- Jeg så en virkelig god kamp mellem to hold, der havde meget energi, siger den franske landstræner.