Flere danskere lagde vejen forbi grænsen denne sommer. Fleggaard oplyser, at kædens omsætning i juli steg 11 procent sammenlignet med juli sidste år. Dermed blev juli 2026 en af kædens største måneder nogensinde målt på omsætning.
Dagligvarer var blandt de områder, der trak væksten. Her steg salget med ni procent på et år.
- Vores kunder efterspørger i stigende grad dagligvarer, som er den kategori, som er i størst vækst hos os. Og vi vurderer, at den vil vokse yderligere, siger Lars Mose Iversen, direktør i Fleggaard Detail.
Ifølge Fleggaard er væksten fortsat ind i august. Kæden peger blandt andet på de danske fødevarepriser som en forklaring på den øgede kundestrøm. Samtidig har åbningen af en ny stor Fleggaard-butik ved Padborg bidraget. Butikken ligger få hundrede meter fra kædens største butik i Harrislee og har ifølge Fleggaard øget kapaciteten i højsæsonen.
Kæden forventer, at den nye butik skal løfte den samlede omsætning med mindst seks procent.