Filminstituttets formulering om, at film med nydanske skuespillere ikke er "salgbare i provinsen" har fået en voldsom medfart i medierne.
Men ser man på de generelle salgstal - for både by og land - er tendensen ikke til at tage fejl af: Film med nydanskere i hovedrollen sælger generelt dårligt.
Det viser en gennemgang, Information har foretaget på baggrund af et nyt speciale fra Københavns Universitet, skriver Information.
Ifølge specialets definitioner er der siden 1988 blevet lavet ni biograffilm med en nydansker i hovedrollen.
I alt har de præsteret et salgstal på bare 242.333. Til sammenligning har årets store blockbuster, Hvidsten Gruppen, formået at lokke mere end 700.000 ind i biografmørket - altså omtrent tre gange så mange, som de ni film tilsammen.
Det er skræmmende tal, mener Claus Ladegaard, Områdedirektør på Filminstituttet:
- Jeg må sige, at jeg synes, det er nogle meget lave salgstal. Og jeg er overrasket over, at de er så lave, som de er. Det viser, at vi stadig har noget at arbejde med herhjemme, siger han.
Film som Omar Shargawis Gå med fred Jamil fra 2008 fik rosende anmeldelser, men solgte kun 5.257 billetter. Helle Ryslinges Halalabad Blues fra 2005 og Kaywan Mohsens Eye for Eye solgte begge mellem 20.000 og 25.000 billetter.
De dårlige salgstal skyldes dog ikke kun skuespillernes etnicitet, mener Ib Bondebjerg, der er professor i film og medier på Københavns Universitet:
- Det kan godt være det etniske spiller en rolle, men jeg tror i langt højere grad, at det handler om genrer og temaer i de film, der hidtil er blevet lavet. For vi ved, at dramaer med sociale temaer generelt kan være svære at få et stort publikum til, siger han.