En gigantisk gæld holder ikke Frederik Fetterlein fra at få gjort smilet smukkere.
Han har netop været en tur forbi tandlægen. Et besøg som i alt kostede ham 28.000 kroner, skriver BT.
- En ting er at være nærig, men jeg kan jo ikke rende rundt og være tandløs. Den anden dag var jeg ude for at lave noget modelarbejde og fik klager over, at min ene tand var lidt sort. Og det går jo ikke. Derfor var jeg nødt til det, siger Frederik Fetterlein ifølge BT.
Den tidligere tennisspiller fik udover blegningen også erstattet kviksølvamalgamet i tænderne med hvidt plastik, ligesom der blev lavet en kunstig rod og en porcelænskrone, hvor en kindtand er mistet på grund af kviksølvamalgamet.
Han har en gæld på 5,8 millioner kroner, men følte sig nødsaget til at smutte forbi tandlægen, fordi han havde ondt i tænderne. Og han har tidligere ikke været en særlig flittig gæst, fordi han har haft tandlægeskræk.
- Jeg skulle for nylig til Thailand og det gjorde sindssygt ondt. Det går jo heller ikke. Jeg synes, det er blevet pænt, men det vigtigste er, at hullerne bliver lavet, siger han ifølge BT.
Kilde: ekstrabladet.dk