Partierne bag mandagens genåbningsaftale er enige om, at et coronapas bliver en vigtig del af epidemikontrollen fremover.
Læs mere om coronapasset her:
* Coronapasset skal vise, om borgeren er færdigvaccineret, har været smittet eller er blevet testet negativ for corona inden for 72 timer.
Testen kan både være en PCR- og antigentest (kviktest).
* Børn under 15 år kommer til at være undtaget af reglerne om coronapasset.
* Implementeringen af kravet om coronapasset skal drøftes med de forskellige sektorer.
* Fra ultimo marts vil appen "MinSundhed" fungere som et funktionelt, men simpelt coronapas.
* Ultimo maj forventes en mere avanceret og brugervenlig app at blive lanceret. Der skal i den forbindelse tages højde for fælles europæiske standarder.
* Borgere, der ikke har en smartphone, skal kunne have en let løsning, hvorpå de kan dokumentere deres vaccination eller den negative test. Det kan for eksempel tilsendes med fysisk post.
* Aftalepartierne vil i maj og juni drøfte erfaringerne med anvendelsen af coronapasset og tage stilling til dets fortsatte omfang og brug.
* Ligeledes skal der i august tages stilling til, hvilke konsekvenser det skal have for coronapasset, at alle borgere, der ønsker det, er færdigvaccineret.
* Aftalepartierne er enige om, at anvendelse af coronapasset har en ophørsdato for andre aktiviteter end turisme og rejse.
Kilde: Statsministeriet.
/ritzau/