For at bremse de voksende problemer med bakterier, der bliver resistente overfor antibiotika, er EU's sundhedsministre nu enige om på dansk initiativ, at alle medlemslandene skal lave nationale handlingsplaner med retningslinjer for udskrivning af antibiotika og for forebyggende hygiejne tiltag både på hospitaler og i husdyrproduktionen.
Handlingsplanerne skal blandt andet omfatte guidelines for behandling af mennesker og dyr med antibiotika, håndhæve lovgivningen om salg af antibiotika og informere befolkning, dyreejere og eksperter om brugen af antibiotika.
Antibiotika er et alvorligt problem i hele verden og herunder i EU, hvor resistensproblemerne hvert år slår 25.000 mennesker ihjel. Samtidig er tallet stigende.
På fredagens EU-sundhedsministermøde var det gennemgående tema EU's rolle i håndteringen af grænseoverskridende trusler mod borgernes sundhed. Sundhedsministrene forpligtede sig til at styrke kampen mod antibiotikaresisten.
Ministrene er enige om at forbruget af antibiotika skal ned. Samarbejdet skal styrkes mellem den veterinære sektor og sundhedssektoren på grund af den tætte sammenhæng mellem overforbrug af antibiotika til dyr og de resistensproblemer, mennesker rammes af.
- Jeg er godt tilfreds med den enighed, der opnået i dag. Resistens er en alvorlig sundhedstrussel, som ikke respekterer landegrænser. Vi er nået langt i Danmark, men uden en indsats i alle landene, kommer vi ikke i mål med at sikre borgernes sundhed, siger sundhedsminister Astrid Gade (SF) i en kommentar.
I Lægeforeningen er der ros til det danske EU-formandskab for at sætte antibiotikaresistens på dagsordenen i Europa. Samtidig ønsker Lægeforeningen dog mere konkret handling.
- Får vi ikke snart kontrol over de resistente bakterier, ender vi i en situation, hvor vi ikke kan behandle selv banale infektioner, siger Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen.
Lægerne har sammen med Den Danske Dyrlægeforening foreslået, at antibiotika kun skal kunne udskrives af læger eller dyrlæger, hvilket ikke gælder i alle europæiske lande.
/riitzau/