Der er penge og job i at bringe europæerne tættere sammen.
Det er logikken bag den aftale, som EU's transportministre torsdag er blevet enige om på et møde i Luxembourg.
Aftalen, der går under navnet Connecting Europe Facility, går i korte træk ud på at fastsætte rammerne for, hvilke projekter inden for transport-, telekommunikations- og energibranchen, der kan få EU-støtte og i hvor høj grad.
Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har ledet mødet, og han glæder sig over resultatet.
- Vi lægger vægt på ting, der går på tværs af grænserne i Europa. Der kan nu udfoldes en række konkrete planer, så vi kan komme efter de flaskehalse, vi har rundt omkring i Europa, og give bedre muligheder for transport og arbejde her og nu, siger han.
Et eksempel på et projekt, der vil kunne få fingre i EU-milliarderne, er Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland.
Det er uvist, hvor mange penge der kommer til at være til projekterne, men EU-Kommissionen har foreslået i alt 50 milliarder euro (372 milliarder kroner) i perioden 2014-2020.
Henrik Dam Kristensen erkender, at det nu er op til finansministrene at bestemme, hvor mange penge der skal i puljen. Men han understreger samtidig, at Danmark er ambitiøse på transportområdet.
- Bedre mobilitet er grundlaget for, at du kan få gang i væksten. Vi ved, at infrastruktur giver beskæftigelse her og nu, og det er ofte det, der er med til, at du får dynamik i nogle områder, som så får bedre mulighed for mobilitet.
- Prøv engang at se, hvis du ikke havde en motorvej til Esbjerg. Hvordan tror du så, det stod til med udskibningen af vindmøller? siger Henrik Dam Kristensen.