Tag til jobsamtale i Barcelona, London eller Berlin - og få flybilletten betalt.
Sådan lyder det gavmilde tilbud fra Europa-Kommissionen, der har søsat et nyt projekt, som skal få arbejdsløse unge til at søge blandt mere end én million ledige job i Europa. Det skriver Avisen.dk.
Ordningen betyder, at unge mellem 18 og 30 år kan få omkring 2000 kroner til at tage til jobsamtale i et andet EU-land. Får man jobbet, smider EU yderligere mellem 4500 og 9000 kroner oveni til at hjælpe med flytningen.
- Det er et positivt tiltag, der udvider mulighederne for, hvor man kan søge job som arbejdsløs ung, siger Emilie Turunen (SF), medlem af Europa-Parlamentet, til Avisen.dk.
Europa-Kommissionen satser på, at tiltaget kan være med til at afhjælpe den galopperende ungdomsarbejdsløshed i Europa.
I Danmark er det Aarhus Kommune, der står for at administrere ordningen, som gælder alle EU-borgere i alderen 18-30.
- Det giver mulighed for, at man kan supplere sin almindelige jobsøgning med at søge i EU og endda få støtte til det, siger Ea Nielsen, sekretariatschef i Beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus Kommune.
Hun påpeger, at der, trods den høje arbejdsløshed, er masser af ledige job rundt i Europa. På den europæiske jobportal Eures er der i øjeblikket flere end 1,2 millioner ledige job.
- Der skulle nok være nogen i Danmark, der kunne passe ind i et af de job, men mange kender ikke muligheden, siger Ea Nielsen, der forventer, at "nogle hundrede" danskere kommer af sted i løbet af det næste år.
Idéen bag Europa-Kommissionens tiltag er, at der i nogle EU-medlemslande kan være mangel på en bestemt gruppe medarbejdere, som er arbejdsløse i andre medlemslande.
Som eksempel nævner Ea Nielsen fra Aarhus Kommune, at der for tiden er masser af ledige job for sygeplejersker i både Sverige og Tyskland.
I løbet af i år og næste år er det planen, at 5000 unge skal have støtte til at finde job i et andet EU-land. Cirka 30 millioner kroner er sat af til projektet.