Tilstanden for en 13 måneder gammel dreng er stadig kritisk, efter han onsdag fik et stykke æble galt i halsen på en institution i Ringsted.
Pædagogerne kunne ikke fjerne æblestykket, men ydede førstehjælp, indtil lægehelikopter og falckredder ankom.
Hans tilstand er her til morgen fortsat kritisk, oplyser konstitueret leder chef for dagtilbud, Henrik Østergaard, til ekstrabladet.dk.
Han var tidligt fredag morgen mødt op i institutionen Kastaniehaven for at afhjælpe personalet og informere forældre til børn i vuggestuen:
- Alle er meget berørte af situationen både personale og forældre, siger Henrik Østergaard til ekstrabladet.dk.
Ifølge TV2 Øst har forældre og pædagoger modtaget psykologhjælp, og pædagoger fra andre institutioner i området har torsdag været til stede i den pågældende vuggestue for at hjælpe deres rystede kolleger.
Ulykken skete onsdag klokken 14 i vuggestuen.
Ifølge en meddelelse på Ringsted Kommunes hjemmeside var den lille drengs hjerte begyndt at slå igen, før han med sin mor blev fløjet til Rigshospitalet med lægehelikopteren, skriver ekstrabladet.dk.
Kommunen skriver videre, at falckreddere har rost lederen af Kastaniehaven og personalet for "en yderst professionel indsats, som ikke kunne være gjort bedre".