Foråret 2012 bliver næppe husket for, at det var dengang, Danmark havde EU-formandskabet.
Men på trods af at krisen er løbet med det meste af opmærksomheden, så mener både Dansk Erhverv og Dansk Industri, at de danske ministre har gjort et godt stykke arbejde under det danske formandskab, som udløber ved indgangen til juli.
- Jeg tænker på det som et pragmatisk formandskab i en meget historisk tid. Og de to ting passer jo ikke altid sammen, siger Sinne Backs Conan, europapolitisk chef i Dansk Industri.
Når hun kigger på "smørrebrødslisten" over sager, som "rugbrødsformandskabet" har skullet arbejde med, mener hun, at Danmark har "lagt pålæg på en lang række stykker rugbrød".
- Nogle har fået et fladt lag med leverpostej, og andre er med karse, illustrerer Conan.
Ifølge Dansk Erhverv har Danmark formået at rykke EU's dagsorden til fordel for både danske og europæiske virksomheder.
Blandt andet ved at lægge pres på, for at alle lande rent faktisk får indført nye EU-regler, så Danmark ikke sidder tilbage som duksen i klassen, men mister konkurrenceevne, fordi alle lande ikke spiller efter samme regler.
- Det kan vi kun være tilfredse med, siger leder af Dansk Erhvervs Bruxelles-kontor, Kasper Ernest.
Samtidig glæder han sig over, at der er kommet aftaler om styrkede rammer for forskning, innovation, iværksætteri og investeringer i infrastruktur på EU-plan.
Den danske indsats er altså generelt godkendt. Men der er også nogle hår i suppen.
Hos Dansk Erhverv havde man håbet på, at danskerne kunne have få gang i flere frihandelsaftaler med lande uden for EU, mens Dansk Industri efterspørger langsigtede løsninger på klima- og energiområdet.
- Den del af opgaven har haft det svært, konstaterer Conan.
Cypern har EU-formandskabet efter Danmark.
/ritzau/