Det bliver op ad bakke for regeringen, når den til efteråret skal have en finanslov forhandlet på plads, efter forløbet med skattereformen.
Og hele forløbet kan ende med et valg i utide, vurderer flere politiske kommentatorer.
Hans Engell understreger, at Enhedslistens reaktion på at være blevet vraget som forligsparter med regeringen om skatteaftalen kan føre til, at partiet nu vil vælte regeringen.
- Enhedslisten er jo vrede over to ting, både aftalens indhold og også processen, hvor Frank Aaen bliver kaldt over til Bjarne Corydon og får af vide, at de er hældt ad brættet. Så jeg må sige, at alt andet lige så er et folketingsvalg i utide rykket nærmere efter det her, siger han til Newspaq.
Det er især Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsens udmeldning fredag om, at "regeringens svinestreger" skal kompenseres krone for krone, som den politiske kommentator mener for alvor truer finansloven.
- Det betyder jo, at prisen for en finanslovsaftale er skruet gevaltgigt i vejret, lyder det fra Hans Engell.
Også blå blok øjner en mulighed for valg i utide, mener kommentator Lotte Hansen. Hun mener derfor, at regeringen sidder mellem to stole til efteråret.
- Spørgsmålet er så, om regeringen kan genkende sig selv i de to mulige finanslove, vi får. For den ene vil blive meget rød, hvis Johanne skal have det hele krone for krone tilbage, og den anden vil blive meget blå, hvis Løkke og Lars (Barfoed, red.) skal have, hvad de synes der er værd for at redde en regering, der ellers ville være faldet, siger Lotte Hansen.
Reformen har også skabt store bølger i regeringspartiet SF, som i morgen skal møde landsledelsen for at diskutere aftalen.