Der har været spekuleret meget i muligheden for racistiske tilråb fra tilskuerpladserne ved det kommende EM i Polen og Ukraine, hvor højreradikale grupperinger tidligere har gjort sig uheldigt bemærket.
Og ved en pressekonference onsdag understregede præsidenten for det europæiske fodboldforbund Uefa, Michel Platini, at man ikke vil tolerere den slags.
Han siger, at dommerne har mulighed for at afbryde eller helt at stoppe kampe, hvis racismen tager overhånd. Og de kan regne med opbakning fra Uefa, hvis det sker.
- Dommerne er blevet rådgivet om det her og kan stoppe kampen, hvis der er problemer.
- Det er ikke mig som Uefa-præsident, der bestemmer, hvad der sker i løbet af de 90 minutter, det er dommeren. Men vi vil selvfølgelig altid støtte ham, siger Platini.
De 16 deltagende hold er også blevet orienteret om retningslinjerne, men præsidenten understreger, at det er dommeren, der tager den endelige beslutning.
En spiller som Mario Balotelli fra Italien har sagt, at han har tænkt sig at gå fra banen, hvis han oplever at blive generet på grund af sin hudfarve. Platini opfordrer ham til at gå til dommerne i stedet.
- Dommerne har helt klare retningslinjer og ved lige præcis, hvad der skal ske. Vi har en kampansvarlig, der også ved, hvad der skal gøres, og det ved spillerne også, siger Platini.
Han mener dog ikke, at risikoen for racisme fra tilskuerpladserne nødvendigvis er større i Ukraine og Polen end andre steder.
- Det er et globalt problem, og det er ikke et fodboldproblem. Det er et samfundsproblem, men vi gør, hvad vi kan, for at regulere det i fodbold, siger han.