Forvirrede lærere og udsatte elever, der bliver overset. Det bliver konsekvensen af at tillade flere end 28 elever i folkeskolen.
Sådan lyder det fra elevernes organisation Danske Skoleelever, efter Ministeriet for Børn og Undervisning har tilladt 83 folkeskoler at have flere end de 28 elever i klassen, som loven tillader.
- Det er helt hul i hovedet. Hvorfor overhovedet have en lov, hvis man har tænkt sig at dispensere visse skoler for klassekvotienten, siger formand Vera Rosenbeck til Newspaq.
Hun frygter, hvad der sker, når en enkelt lærer skal undervise 32 elever i en almindelige undervisningstime, der varer 45 minutter.
- Det er kun lidt over et minut per elev. Plus, at der også skal være en overordnet introduktion til hele klassen. Det er virkelig ikke særlig meget tid. Man bliver glemt. Og det kommer især til at ramme de svage elever, siger Vera Rosenbeck.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) trækker i dag overskrifter, fordi hun har godkendt en skole i Holbæk at slå to klasser sammen, så elevtallet bliver 32 i den nye klasse.
Men det er stik imod, hvad ministeren mente, da hun var i opposition til VK-regeringen, påpeger Vera Rosenbeck.
- Da VK-regeringen prøvede at fjerne loftet over klassekvotienten var Christine Antorini en af dem, der mente, at det var en frygtelig dårlig idé. Men nu mener hun åbenbart, at det er okay, at visse skoler kan have flere end 28 elever i klasserne. Det virker helt mærkeligt, siger elevformanden.