Egyptens hær siger, at den ved en ceremoni sidst i juni vil overdrage magten til landets nyvalgte præsident. Det skriver det statslige nyhedsbureau i Kairo.
- Det militære råd vil overdrage magten ved en stor ceremoni sidst på måneden, hvilket hele verden vil se. Egypten er et moderne demokratisk land, som opretholder alle dets demokratiske værdier, hedder det i en erklæring fra general Mohamed El Assar fra det militære råd.
Det regerende militære råd fremsætter meddelelsen efter søndagens valg, som synes at være vundet af Det Muslimske Broderskabs kandidat, den 60-årige Mohamed Mursy.
Mursys rival ved valget var den 70-årige Ahmed Shafik fra militæret. Shafik har afvist at indrømme, han har lidt nederlag ved valget. Han har beskyldt Mursy for at have "kapret" valgsejren.
Officielle resultater fra valget er endnu ikke offentliggjort, og erklæringen fra militæret nævner ikke den nye præsident ved navn.
Udmeldingen fra hæren er den første reaktion på valget, siden de første prognoser blev offentliggjort tidligt mandag.
Det Muslimske Broderskab hævder i sociale medier på internettet, at vinderen af valget er Mursi.
- Doktor Mohammed Mursi er den første egyptiske præsident, som er valgt af folket, skriver broderskabet på Twitter. Mursi siger selv, at han vil bygge "en moderne, demokratisk stat for alle egyptere - både muslimer og kristne", ifølge AFP.
Ifølge broderskabet har Mohammed Mursi fået 10,5 millioner af de i alt 20 millioner stemmer, der indtil videre er talt op. Ahmed Shafiq har fået 48 procent af stemmerne - svarende til 9,5 millioner stemmer.
Der er i alt 50 millioner stemmeberettigede, men ved første valgrunde i maj mødte kun 46 procent frem - og valgdeltagelsen skal have været endnu lavere ved weekendens valg.
Her skulle vælgerne pege på en afløser for Hosni Mubarak, der blev væltet fra præsidentposten efter et folkeligt oprør i februar i fjor efter 30 år ved magten.
Der er usikkerhed om, hvornår det officielle resultat af præsidentvalget ligger klart. Ifølge oplysninger fra den centrale valgkommission kommer det endelige resultatet onsdag eller torsdag.
Reuters