Egyptens indbyggere venter i spænding og med bekymring på offentliggørelsen af valgresultatet fra sidste uges præsidentvalg.
Titusindevis af mennesker er søndag eftermiddag samlet på Tahrir-pladsen i Kairo, hvor tilhængere af Det Muslimske Broderskab står klar med flag og plakater i sikker forventning om en sejr til deres kandidat, Mohamed Mursi.
Både Mursi og hans rival, tidligere premierminister Ahmed Shafiq, der er tæt på militæret, har selvsikkert forudsagt, at de vil vinde valget.
Iagttagere venter, at de store spændinger i det egyptiske samfund vil blive forstærket uanset, hvilken kandidat der vinder valget.
Store styrker af politi og soldater er blevet udstationeret mange strategiske steder i Kairo, og militærhelikoptere overflyver byen.
- I dag vil egypterne få at vide, hvem deres præsident er, står der hen over forsiden på det uafhængige dagblad Al-Shorouk og den liberale avis al-Wafd.
Det forsinkede valgresultat skulle offentliggøres klokken 15.00, men valgkommissionen var endnu ikke begyndt at holde det med spænding imødesete pressemøde 15.30.
Vinderen af valget bliver den første præsident, egypterne har stemt på ved et frit valg og kan være den første, der er en del af Det Muslimske Broderskab, som Mubarak og hans generaler brugte det meste af deres liv på at bekæmp.
Mursi er en del af Det Muslimske Broderskab, og vinder han præsidentvalget, bliver det en milepæl i Mellemøsten.
Modkandidaten, Ahmed Shafiq, er tidligere Mubarak-allieret, og vinder han valget, frygter mange egyptere, at det for alvor vil vække sidste års revolution, som gik under navnet det arabiske forår, til live igen.
Shafiq har ellers garanteret, at han også er interesseret i en bred regering, og mange ser ham som en garant for stabilitet.
/ritzau/Reuters