Den eftersøgte 16-årige pige fra Aabenraa er nu fundet i god behold.
- Hun ringede selv til sin mor. Hun har tilbragt natten hos en veninde, fortæller vagtchef Bjarne Hoffmann fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet begyndte at lede efter pigen med hunde, fordi hun forsvandt under en bytur.
Hun ringede til sin mor klokken fire søndag morgen og bad om at blive hentet, fordi hun havde det dårligt. Men det lykkedes ikke for moderen at finde pigen.
Der var ikke længere forbindelse til pigens mobiltelefon, og til sidst valgte politiet at sætte hundene ind for at finde pigen.
Men efter kun et par timer, så gav den 16-årige altså selv livstegn fra sig.
/ritzau/