Selvom 470-sejlerduoen Henrik Rask Søgaard og Tobias Maduro Nørbo formentlig kunne opnå en reserveplads til OL, så vil Danmarks Idræts-Forbund (DIF) ikke ulejlige sig med at søge om den.
Det siger vice chef de mission hos DIF, Morten Rodtwitt, til Frederiksborg Amts Avis.
- Principielt søger vi ikke relokeringspladser, med mindre det handler om en atlet med et højt sportsligt niveau, siger Morten Rodtwitt.
- Det er selvfølgelig en trist situation for Henrik og Tobias, men i deres tilfælde har vi ikke set et tilstrækkeligt højt sportsligt niveau, siger han.
Den danske båd nåede akkurat ikke at erobre en nationsplads, men båden ligger lige uden for det gode selskab.
DIF, som står for udtagelsen, vil dog ikke søge pladsen, selvom sejlunionen ønsker det.
- Vi er uenige om, hvorvidt besætningen har kvalitet. Vi kigger åbenbart på en længere bane. Jeg har mange års erfaring og bilder mig ind, at jeg kan se et talent, når det står foran mig.
- Henrik og Tobias er de næste i rækken til en OL-plads, og hvis der kommer et afbud, har de fortjent at komme med, det slår jeg et slag for, siger sportschef i sejlunionen, Thomas Jacobsen.
En reserveplads giver adgang til OL, hvis en af de kvalificerede både melder afbud.
Ansøgningsfristen til OL-reservepladser var 1. juni, og det er derfor for sent at søge nu.