Nyuddannede arbejdsløse jurister og økonomer skal have en hjælpende hånd til at komme ind på arbejdsmarkedet. Og det skal ske ved, at virksomhederne skal pålægges at ansætte unge akademikere, siger Akademikernes A-kasse.
Men det vil ikke give nogen mening at tvinge virksomheder til at oprette stillinger til unge akademikere, som de måske slet ikke har brug for.
Det siger forskningspolitisk chef i DI, Charlotte Rønhof, til Newspaq.
- Det er en rigtig, rigtig dårlig idé, siger hun og tilføjer:
- Man risikerer, at de kommer i job, som de ikke er kvalificerede til eller tvinger dem ud i virksomheder, hvor der ikke er noget at lave, siger hun.
Ifølge Charlotte Rønhof skal der i stedet arbejdes mere målrettet med at få matchet virksomheder, der ikke har ansat akademikere med mange ledige.
Det er desuden vigtigt at få de ledige jurister og økonomer, de såkaldte djøfere, til at søge bredere, siger hun.
- Den høje ledighed i djøf-gruppen skyldes ikke ledigheden i det private. Det skubbes i højere grad ud, fordi deres uddannelser har været målrettet det offentlige. De må nu vende kasketten og se, hvor der kunne være ledige job, siger hun.
Den nuværende situation bør også få fremtidens akademikere til at tænke sig ekstra godt om.
- Det er en god idé at tage en lang uddannelse. Og det er en særlig god idé at vælge en uddannelse, der retter sig mod den private sektor, for det er her, væksten skal komme fra, siger hun.