Børnene først.
Sådan tænker den modebevidste fodboldspiller og far til fire David Beckham, der ikke kunne drømme om at forlade USA, hvor hans børn er skånet for de allermest aggressive paparazzi-fotografer.
- Børnene er vores førsteprioritet, og i de sidste fem år har de været fantastisk glade her, siger den 37-årige LA Galaxy-spiller til hjemmesiden Female First om livet i Los Angeles på den amerikanske vestkyst.
- De går i skole og bliver behandlet som normale børn, mens det i Europa ville være helt anderledes for os. Den opmærksomhed, vi havde der som familie og på vores børn, var meget mere intens, siger han.
At rødderne trækker i Beckham er dog ingen hemmelighed. Særligt maden og forældrene er savnet, forklarer han.
- Jeg savner London. At spise tærte og kartoffelmos med min mor og far og at besøge min bedstemor, siger Beckham.
Familien Beckham flyttede til Amerika i 2007 efter at have boet i Manchester og efterfølgende i den spanske hovedstad Madrid, hvor David Beckham optrådte for Real Madrid.
David Beckham og konen Victoria på 38 år har fire børn: Deres tre drenge Brooklyn, 13, Romeo, 9, Cruz, 7, og datteren Harper Seven, der bare er 11 måneder gammel.
/ritzau/