Tidligere klejnsmed er fundet dræbt i en feriebolig på Filippinerne. Han menes at være offer for et rovmord.
En dansk mand er fundet dræbt i sit hjem på Filippinerne, skriver bt.dk.
Tilsyneladende er pensionisten offer for et rovmord.
Gerningsmændene tog alt af værdi i mandens feriebolig, skriver mandens datter i en mail til bt.dk.
Offeret, der er tidligere klejnsmed, blev fundet dræbt tirsdag ved middagstid.
En talsperson for det lokale politi siger, at sagen nu efterforskes, og at det ikke ligner en ulykke.
Den 65-årige mand opholdt sig jævnligt på Filippinerne, men hans drøm om at blive gammel på øerne havde ændret sig på det seneste. Det oplyser den afdødes søn til eb.dk.
Pensionisten havde muligvis været indblandet i slagsmål og ville derfor gerne hjem.
Sønnen fortæller også om forbrydelsen mod faderen:
- Han lå med ansigtet nedad og var stukket ned bagfra, som havde han lige vendt sig om efter at have lukket nogen ind, siger sønnen ifølge eb.dk.