Den talentfulde højdespringer Jannik Klausen er uden mulighed for at komme til OL i London senere på sommeren, efter at han har måttet melde afbud til EM.
Den 19-årige aarhusianer har i længere tid været plaget af en skade i foden, og da den på ny drillede ved et stævne i weekenden, tvinger den ham nu til at holde pause i stedet for at rejse til EM i Helsinki, som afvikles i denne uge.
- Janick er desværre ikke med alligevel. Under stævnet i weekenden fik han igen-igen smerter i foden, så han indstiller sæsonen og skal muligvis have en mindre operation i foden så hurtigt som muligt, siger landstræner, Lars Nielsen, til DR Sporten.
Jannik Klausen, der har sprunget 2,25 udendørs, skulle have brugt europamesterskabet til at kvalificere sig til legene i London, men nu må han altså vente fire år yderligere på sin olympiske debut.
Desuden misser Klausen ungdoms-VM i juli måned, hvor han ellers ville have været blandt favoritterne.
/ritzau/