Ajax-stjernen Christian Eriksen føler, at han lige straks rammer topformen, hvilket er godt nyt for Danmark, som lørdag møder Holland ved EM.
- Jeg mangler fem procent eller noget. Jeg synes, det ser fint ud til træning, siger playmakeren, som på det seneste har været kritiseret en del af blandt andre landstræner Morten Olsen.
- Det har været første gang for mig, at der har været så meget fokus på mig som person på en anden måde, end jeg har været vant til. Men det, det der er blevet sagt, har været sandt, siger Christian Eriksen.
Den assisterende landstræner Peter Bonde har ellers været ude at sige, at 20-årige Christian Eriksen måske har fået for meget kritik - som for eksempel efter den sidste testkamp mod Australien, hvor han blev pillet ud i pausen.
- I det store og det hele har det været rigtigt, at der har været ting, som ikke har fungeret, men Morten har også sagt, at der i medierne er blevet blæst lidt for meget til det, han har sagt, lyder det fra Christian Eriksen.