Cheryl Cole, der i øjeblikket rejser rundt i Europa for at promovere sit nye album, havde en frygtindgydende oplevelse i et fly i lufthavnen i Frankfurt.
Det fortæller sangerinden til avisen The Sun.
Hun sad i et privatfly på vej til at lette fra lufthavnen, da et kraftigt uvejr pludselig ramte.
Et lyn slog ned kun få meter fra flyet, og det gjorde sangerinden skrækslagen.
- Vi sad fast i flyet. Vi var ude på startbanen, og pludselig var der et kæmpemæssigt lysglimt lige uden for flyet. Jeg sagde til min ven: "Det lyner", og så blev det bare ved, fortæller sangerinden.
- Jeg var så bange, at jeg begyndte at tænke: "Det var det, jeg har et album, jeg skal promovere, og jeg har så meget, jeg stadig gerne vil nå, siger Cheryl Cole.
Hun mærkede i den grad situationens alvor, da det gik op for hende, at piloten ikke kunne gøre noget.
- Vi var nødt til at blive i flyet på startbanen. De kunne ikke engang køre os tilbage til terminalen, forklarer hun.
Først en time senere kunne flyet komme i luften, og sangerinden kunne ånde lettet op.
/ritzau/