Regeringen skaber ikke flere job, når virksomhederne i år og næste år kan afskrive 115 procent af deres investeringer i maskiner og andet udstyr. Det fremrykker blot 7500 job, men lige så mange job forsvinder igen fra 2014.
Sådan siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos.
- Det fremgår af forslaget, at det i høj grad er en fremrykning af 7500 job. Pointen er, at der fra 2014 kommer et investerings- eller væksthul, fordi investeringerne falder. Man skulle hellere se på selskabsskatten for at skabe vækst, siger Mads Lundby Hansen.
Regeringen har bredt politisk flertal bag forslaget om "investeringsvinduet", før finansminister Bjarne Corydon (S) mandag aften afslutter forhandlingerne med partierne.
Ligesom Mads Lundby Hansen har nationalbankdirektør Nils Bernstein før kritiseret, at regeringen fører stop-go politik. Han advarede i oktober 2011 om, at den økonomiske kickstart kan gøre mere skade end gavn.
- Jo flere tiltag, for eksempel i form af offentlige investeringer, der foretages i dag, des større bliver den opbremsning, der skal finde sted på et senere tidspunkt, sagde Nils Bernstein.
Chefanalytiker Frederik Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siger, at Cepos har ret i, at bedre afskrivninger blot flytter job. Men det er nødvendigt for at sparke gang i økonomien, hvor investeringerne halter, mener han.
- Vi mangler efterspørgsel i økonomien. Vi har ikke rigtig bevæget os ud af den negative økonomiske spiral, som satte ind under finanskrisen. Bedre afskrivninger kan sætte gang i efterspørgslen og skabe nogle job, siger Frederik Pedersen.
Erhvervslivet investerer så lidt som i 80'erne, så der står opsparet 100 milliarder kroner i virksomheder udenfor finanssektoren, siger han.