Der bliver ingen stemme fra SF'eren Özlem Cekic til den skatteaftale, som regeringen indgik med Venstre og De Konservative for en uge siden.
Det gentager den oprørske SF'er umiddelbart efter at være landet i Københavns lufthavn efter en rejse til USA.
- Jeg kommer ikke til at stemme for den aftale. Den tager penge fra arbejdsløse, førtidspensionister, efterlønsmodtagere og syge for at give penge til de velhavende, siger hun.
Sådan en politik følger ikke SF's princip om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, understreger hun.
Selv om hun har mistet alle sine ordførerskaber, fordi hun nægter at stemme for skatteaftale, så venter hun ikke at få sparket af SF. Hun vil heller ikke søge hen i et andet parti.
- Jeg har aldrig troet, jeg villle blive smidt ud af gruppen. Jeg går ingen steder, siger hun.
/ritzau/