Præcis som for otte år siden vandt Fabian Cancellara lørdag prologen i Tour de France, og det var en stor lettelse for den stærke schweizer.
- Det var en vigtig sejr for os, siger Fabian Cancellara fra Radioshack-Nissan.
- Jeg vil ikke sige, at vi har opnået det hele endnu. Men meget pres er væk. Det er normalt at have pres på sine skuldre, når man kommer fra et stort hold som vores. Alle på holdet har gjort det flot. Nu kan Touren starte.
Cancellara vandt foran Bradley Wiggins fra Team Sky.
- Det giver mig meget at vinde her i dag. Den seneste tid har jeg ikke haft så stor succes, og så er det bare skønt, at jeg vinder i dag.
- I dag var seks kilometer gennem en tunnel, og det er jeg rigtig god til. Jeg kørte mit optimale løb. Det var fedt, siger Cancellara.
/ritzau/