En yngre mand fra Give kan nu sætte narkohandler på sit cv, efter at han fredag er blevet idømt fængsel i 14 år.
Kim Klinkgård Pedersen er af Retten i Kolding fundet skyldig i at have solgt i alt 25 kilo amfetamin, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Hans forbrydelse er så grov, at den normale strafferamme på 10 år er blevet sprængt.
Men retten har dog ikke kunnet skrive under på påstanden fra anklagemyndigheden om, at han bestilte og modtog i alt 38 kilo, som blev fortyndet med kreatin, og at mængden dermed kom op på hele 76 kilo.
Pedersen har været varetægtsfængslet, siden han 2. januar sidste år blev anholdt efter et møde med en litauisk mand ved Jægerhytten i Give Plantage.
Betjente var kommet på sporet af mændenes forretninger og lå på lur, da litaueren dukkede op med endnu nogle kilo amfetamin.
Fra Holland transporterede Justas Radauskas i alt 15 kilo amfetamin, har retten fastslået, og straffen er i hans tilfælde fastsat til fængsel i 10 år.
Ikke kun narko har de to mænd samarbejdet om. Også en pistol har Radauskas på et tidspunkt skaffet til Pedersen, fastslår retten.
Kim Klinkgård Pedersen har anket dommen til frifindelse på de punkter, han ikke har erkendt sig skyldig i.
Og samtidig overvejer Radauskas, om han også vil anke til Vestre Landsret.