En ny milliardaftale mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil sænke billetpriserne til tog, bus og metro. Aftalen ventes ifølge Berlingske at blive præsenteret tirsdag formiddag.
Ifølge DR Nyheder bliver det op til 20 procent billigere at rejse med tog, bus og metro fremover - størst bliver besparelsen uden for myldretiden. Eksempelvis i weekenderne.
Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, siger til Berlingske, at det bliver billigere at rejse med kollektiv transport, men han understreger, at det ikke bliver "generelt" billigere, da der ikke er penge til det.
Trafikaftalen kommer til at koster en milliard kroner, og der bliver ikke afsat penge til at investere direkte i det skandaleombruste IC4-tog.
- IC4-toget kaster sine skygger ind over alt, hvad man snakker om med kollektiv trafik, og det har også kastet sine skygger ind over den her forhandlingsrunde, siger Hyllested.
- Vi har sagt fra starten af, at vi ikke vil være med til at ofre en eneste krone til at opgradere IC4, før vi ved, om det kommer ud at køre. Det er lykkedes os at få høvlet den knast af, for der bliver ikke afsat penge til at investere direkte i IC4, fastslår han.
ritzau/