En shiamuslimsk mindehøjtidelighed i Bagdad er ramt af to eksplosioner, der har kostet mindst 32 mennesker livet og såret 68 andre. Det siger læger ved hospitaler i den irakiske hovedstad.
Den første bombe eksploderede kort efter middag lokal tid på en motorvej tæt ved byen Shuala lidt nord for Bagdad. Her omkom 14 mennesker, mens 32 blev såret.
Et par timer senere eksploderede endnu en bilbombe ved et vejkryds tæt i Kadhimiyah bydelen, hvor 18 omkom og 36 blev såret.
Der er dog usikkerhed om antallet af dræbte og sårede. Læger og politi opgiver forskellige tal.
Bomberne eksploderede netop som mange shiamuslimske pilgrimme var på vej til eller allerede opholdt sig i Kadhiniyah, hvor de deltager i en mindehøjtidelighed for Imam Kadhim, der døde i 799.
Hen ved seks millioner mennesker har i de seneste dage deltaget i mindehøjtideligheden. Mange er kommet fra nabolandene Iran og Syrien.
Onsdag omkom 72 mennesker og flere end 250 blev kvæstet ved bombe- og granatangreb over hele Irak. Ved den lejlighed påtog den militante gruppe den Islamiske Stat Irak sig skylden. Gruppen anses for at være den lokale irakiske afdeling af terrornetværket al-Qaeda.
Shiamuslimske pilgrimsrejser og festligheder var forbudt under Saddam Husseins styre. Siden Husseins afgang i 2003 er shiamuslimers religiøse festligheder blomstret op.
Militante sunnimuslimske grupper har siden da rettet mange blodige angreb mod shiamuslimer, der udgør flertallet i Irak.
Volden i Irak nåede sit højdepunkt i 2006 og 2007. Siden da har volden været aftagende. I maj måned omkom 132 irakere ved voldshandlinger.
AFP