Den største basar i byen Landi Kotal i Khyber i Pakistan er ramt af et brutalt blodbad.
Mindst 26 mennesker meldes dræbt, siger hospitaler i området, og tre af de dræbte er ifølge en lokal leder børn.
Ifølge oplysninger fra hospitaler er 65 mennesker såret af bomben. De fleste sårede er frugthandlere.
Khyber ligger i de såkaldte stammedistrikter i det nordvestlige Pakistan, og det område er ikke ukendt med bombeattentater. Det er tilholdssted for grupper som Taliban og al-Qaeda.
Men Reuters påpeger, at der her er tale om et af de voldsomste attentater i adskillige uger.
En kilde i lokaladministrationen siger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at bomben var placeret i en pickupbil.
Kilden siger videre, at nogle af de dræbte er fra Zakha Khel-stammen, der er klanen, der har støttet den pakistanske regering i kampen mod de militante.
Ingen gruppe har imidlertid taget skylden for bombesprængningen.
Pakistansk Taliban forsøger at vælte centralregeringen i Pakistan.
I de seneste måneder synes antallet af selvmordsattentater, som tilskrives Taliban, at være taget af, men der er dog ingen tegn på, at den pakistanske regering har knækket den militante gruppe.
Reuters