Usain Bolt er ikke helt tilfreds med sit eget løb torsdag aften ved Diamond League-stævnet i Oslo.
Selv om verdensrekordholderen på 100-meteren vandt i tiden 9,79 sekunder, så er der masser af ting at forbedre for den jamaicanske sprinter, der går efter at toppe ved sommerens OL i London.
- Jeg er på vej til at komme i rigtig god form, men der er fortsat en del at arbejde med.
- Nu skal jeg ikke beklage mig for meget. Tiden på 9,79 er jeg tilfreds med, men noget perfekt løb var det ikke, siger Usain Bolt, der i 2009 satte verdensrekord med et løb på 9,58 sekunder.
- Men det er heller ikke nemt at levere et perfekt løb, for da jeg satte verdensrekorden, mente min træner ikke, at det var perfekt.
Bolt er helt klar over, hvad han skal hjem og arbejde med inden OL, der begynder den 27. juli.
- Jeg synes ikke, at min start var så god i dette løb, så der er noget at arbejde med, når jeg kommer tilbage til Jamaica. Men det var nok det bedste løb, jeg har leveret i Europa, siger han med henvisning til starterne i Italiens hovedstad, Rom, og Ostrava i Tjekkiet.
Ligesom i Rom slog Bolt landsmanden Asafa Powell, der blev noteret for en tid på 9,85 sekunder i Oslo.
- Selv om jeg slog Asafa Powell, ligesom jeg gjorde i Rom, så er jeg endnu ikke i så god form, at jeg er uovervindelig, men jeg er på vej derhen og håber, at det bliver sådan til OL, siger Usain Bolt.