De formodede gerningsmænd er fanget – på kamera i hvert fald. Politiet har offentliggjort to nye billeder af de mænd, som mistænkes for at stå bag onsdagens eksplosion på et solcenter på Nøjsomhedsvej på Østerbro i København.
Billederne er fra det S-tog, som de to mænd benyttede for at komme over til solcenteret. Politiet har tidligere offentliggjort billeder fra Østerport Station, som dog ikke førte til nye afgørende henvendelser. Med de nye billeder, som er i bedre kvalitet, håber politiet på, at gerningsmændene genkendes.
De to mænd beskrives begge som værende af udenlandsk herkomst og mørkhårede.
Den ene er mellem 20- 25 år, slank og omkring 185 centimeter høj. Han var iført en skater-trøje i bomuld og bar en sportstaske over skulderen.
Den anden beskrives som omkring 20 år, almindelig af bygning og omkring 170 centimeter høj. Han bar en hvid skater-trøje med tekst på brystet. Han talte i øvrigt dansk uden accent.
Spurgte om vej
Kort før eksplosionen fandt sted, spurgte de to mænd på billederne nogle håndværkere om vej til Nøjsomhedsvej – de sagde, at de skulle arbejde der. Omkring tre kvarter senere kom begge mænd løbende forbi, og nu havde manden med den hvide bluse skiftet til en gråhvid bomuldsbluse og bar en hvid strikhue. I ørerne havde han hvide høretelefoner.
Mener du at have set gerningsmændene, kan Københavns Politi kontaktes på telefon 33141448.