Danske
Spil havde den 6. november 2007 tekniske problemer med afviklingen af
skrabespil på www.danskespil.dk i tidsrummet 7.00 til 9.10, hvor fejlen
blev opdaget og spillet lukket.
71 spillere havde på det tidspunkt gennemført 600 spil. Tekniske fejl i internetløsningen betød, at der blev skrabet præmier for i alt 13 millioner kroner. Normalt ville spillerne have vundet langt under de 10.000 kroner, der i alt var spillet for.
Danske Spil har nu gennemgået de 71 spilleforløb og vurderet, at i hvert fald en del af spillerne var i ond tro - det vil sige var - eller burde være - klar over, at der var et eller andet galt. I alt har Danske Spil besluttet at udbetale gevinster for 7,4 millioner kroner, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
60 af de 71 spillere får den samlede gevinst udbetalt, mens de resterende 11 kun får en mindre del af deres gevinst.
Mulighed for at klage
Alle spillerne er blevet kontaktet af Danske Spil og de 11 uheldige vindere har alle mulighed for at klage over afgørelsen til Skat, der er øverste spillemyndighed.
- Jeg vil meget beklage den fejl, der har været i skrabespillene på www.danskespil.dk
og de gener, den har påført vores internetspillere. Det er vigtigt,
at man kan have tillid til Danske Spil, og vi vil selvfølgelig gøre alt
for at undgå tilsvarende situationer i fremtiden, udtaler administrerende
direktør H.C. Madsen.
- De 7,4 millioner kroner i præmier svarer til, at hver enkelt
spiller i gennemsnit har vundet præmier på over 104.000 kroner for et
indskud på 140 kroner, og dermed mener jeg, at vi tydeligt har markeret,
at vi tager fejlen alvorligt, og at vi i høj grad ønsker at imødekomme
alle involverede spilleres rimelige krav på gevinst, fortsætter H.C.
Madsen.