Den stakkels case!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Det er fantastisk at ligge syg og have tid til for en gangs skyld at tage nogle ordentlige journalistiske diskussioner på bloggen!

Tag nu debatten om den stakkels case. Hvad har den gjort? I sin ultimative form tjener den demokratiet som ingen andre. Men ofte bliver den trampet på som en blodsuger, der dræner debatten for reelt indhold. Senest af læsere af Signe Højgaard Nielsens blog.

Lad mig give et par konkrete eksempler på, hvad en case kan gøre for en historie. Det er historier, jeg umiddelbart kan huske fra vores egen avis:

Systemhistorien:

Københavns Kommune skal spare mange millioner kroner og må skrotte projekter, som omhandler blandt andet trafik.

Med case:

Hundredvis af forældre på Islands Brygge er urolige for, at deres barn skal havne i en trafikulykke, fordi det ikke længere kan lade sig gøre at bygge de planlagte heller, der skulle nedsætte hastigheden på en stor vej i området.

Systemhistorien:

Gladsaxe Kommune oplever, at lovgivningen gør det umuligt for dem at give psykisk syge en støtte til huslejen, som kunne gøre de syges liv lettere.

Med case:

En navngiven psykisk syg mand har landets formentlig højeste husleje. Det betyder, at han må leve af leverpostej og ikke engang kan være med til fællesspisning, og på den måde bliver han endnu mere isoleret.

Systemhistorien:

Ugifte fædre har svært ved at få tilkendt faderskab, hvis moderen til det fælles barn dør i barselssengen.

Med case:

En mand forklarer, at det gør livet usandsynligt hårdt, fordi han skal få begravelse, skifteret, bleskift, dårlig søvn og sutteflasker til at gå op med en dårlig økonomi og risikoen for at miste sit nyfødte barn.

Hver enkelt systemhistorie og den tilhørende case er faktisk den samme historie. Men langt flere forstår, hvad det konkret handler om, hvis man sørger for at have casen med som en vinkel, der er mindst lige så vigtig som systemhistorien.

Jeg vil vove den påstand, at det er samme mekanisme, der nogle gange gør, at politikere handler på historier, der har været bragt i medierne med en case. Pludselig forstår magthaverne selv, at de med deres administrative penselstrøg hen over budgettet faktisk bestemmer fremtiden for mennesker af kød og blod. Eller dyr af kød og blod. Hvem husker ikke Mariann Fischer Boels tårevædende konfrontation for åben skærm med mishandling under dyretransporter?

Måske forveksler man i nogle tilfælde en case med en enkeltsag, altså en historie, der ikke siger noget alment, men kun forholder sig til en enkelt mand eller kvindes skæbne. Den berømte "gale krøbling" eller den stakkels case.

Muligvis. Men jeg fornemmer ofte et snobberi mod historier med de mennesker, som har problemet helt inde på livet i modsætning til de eksperter – professorer, politikere, foreninger – som ofte får lov at udtale sig på menighedens vegne.

Problemet med ekspertkilderne er, at de ofte er dygtige til med bred pensel og store ord at male et billede, der ligner virkeligheden. Men de kan sjældent komme med de mindeværdige detaljer, der får en historie helt ind under huden på læseren, så han også husker konklusionen, når avisen er foldet sammen igen.

Derfor ser jeg det som udtryk for rendyrket arrogance, hvis man over én kam fejer case-journalistik af bordet med begrundelsen, at det gør debatten dummere.

Tværtimod er tanken, som jeg vist nok har skrevet andetsteds, grundstenen inden for enhver afart af kommunikation: Hvis jeg siger ”politik”, tænker du måske ”indvandrere, korruption og valg i USA”. Men jeg tænker i stedet på ”fixerum, skattestop og udeservering”.

Det gælder det om at komme længere ned på abstraktionsstigen. Jo længere ned du kommer, des mere konkret bliver stoffet, og des lettere er det for enhver at forholde sig til og forstå problemet.

Det kan selvfølgelig blive totalt forfladiget af journalister, som synes, det er underholdende at stoppe folk på gaden og spørge, om de synes, det er synd for en 80-årig dame, at hun er blevet voldtaget tre gange, og om de gerne vil have, at forbryderen bliver fanget. Eller at spørge en frisør, om danskerne bør få klippet mere hår.

Men brugt rigtigt er casen en gylden mulighed for enkelt at forklare en indviklet eller abstrakt problemstilling på en læseværdig måde.

Og det er vel i virkeligheden noget af det ypperste, vi journalister kan gøre for demokratiet?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.