Siden TV 2 sendte dokumentaren "Christian Kjærs sidste vilje: Eftermæle, arv og sygdom" har rigmanden Christian Kjær været i overskrifterne hos stort samtlige mediehuse.
Så sent som torsdag aften skrev Her og Nu, at den knap 81-årige Christian Kjær afviser at have gjort to af sine børn arveløse.
Således har både sønnen Philip Kjær og datteren Michala Brylov hver fået det, som Christian Kjær kalder "tvangsarv".
- Det er noget med to millioner til hver. Selvfølgelig skal man ikke kunne gøre sine børn arveløse, siger rigmanden til Her og Nu.
Den udtalelse strider mod hans udtalelser i dokumentaren, hvor han siger, at han har gjort dem arveløse.
Ekstra Bladet har bladnt andet spurgt TV 2 om, hvilke redaktionelle og etiske overvejelser man gjorde i forbindelse med kommentaren om fordelingen af arven.
Til det svarer redaktør Liv Michelsen blandt andet, at det er vigtigt at holde fast i, hvad Christian Kjær faktisk siger i dokumentaren.
- Det, han siger om fordeling af arv, forholder sig ikke til, om der er nogen, der tidligere har modtaget noget - ligesom han heller ikke bruger ordet arveløs eller lignende, skriver Liv Michelsen i et svar til avisen.
- Når det er sagt, står det selvfølgelig Christian Kjær frit for at give opfølgende interviews i medierne og uddybe mere detaljeret om hans intentioner med arven, end han gjorde i dokumentaren.
Liv Michelsen tilføjer, at udtaleleserne til Her & Nu ikke får TV 2 til at rette i dokumentaren.
I dokumentaren vurderer Christian Kjær, at han her "fem år, seks år" før sin død er god for en milliard kroner - og heraf skal størstedelen gå til sønnen Alexander, som han har med sin 27 år yngre hustru Susan Astani, som han giftede han sig med i 2014.