Efter en uges forsøg på at opspore den mistænkte i sagen om 12 skud på Frederiksberg er det nu lykkedes for politiet at anholde manden.
Den 21-årige, der tilhører gruppen Brothas fra Mjølnerparken på Nørrebro, er blevet anholdt på Nørrebro Station mandag eftermiddag.
- Han har ikke haft nogen bopæl, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi.
Den unge sigtes for at have affyret 12 skud mod to brødre, Store A og Lille A, fra Blågårds Plads-gruppen, da de holdt møde på Suomisvej med nogle mænd fra gruppen La Raza.
- Han nægter sig skyldig, siger Steffen Th. Steffensen.
En dommer skal tirsdag tage stilling til, om der er en begrundet mistanke mod den 21-årige, så han kan fængsles.
I forvejen sidder en 32-årig mand, der også tilhører miljøet omkring Brothas, varetægtsfængslet i sagen.
Men politiets efterforskning er langt fra slut.
For den gruppe mænd, der blev angrebet, svarede igen med flere skud, og politiet mangler endnu at sigte en for at have skudt tilbage mod angriberne.
De to brødre har over for Ekstra Bladet hånet angriberne for at skyde på alt for lang afstand.