Den syriske præsident, Bashar al Assad, siger, at hans regering er forpligtet til at "eliminere terrorister" for at beskytte befolkningen.
- Den syriske regerings ansvar er at beskytte alle vore indbyggere. Det er ens ansvar at eliminere terrorister fra ethvert hjørne i landet, siger Assad, som torsdag gav et timelangt interview til Irans statslige tv i sit palads i Damaskus.
Interviewet blev optaget for en uge siden - inden krisen med Tyrkiet blev optrappet ved syrernes nedskydning af et tyrkisk militærfly.
- Når man eliminerer en terrorist, så er det muligt, at man redder 10 menneskeliv, eller måske hundreder eller tusinder.
Interviewet fandt sted, mens volden eskalerer markant i Syrien, samtidig med at landets spændingsfyldte forhold til Tyrkiet er forværret ved det syriske luftvåbens nedskydning af et tyrkisk militærfly.
Vestlige og arabiske lande fortsætter hektisk diplomatisk aktivitet før et møde i Genève lørdag for de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og højtstående repræsentanter for Mellemøsten.
Hverken Iran eller Saudi-Arabien er med i forhandlingerne, som skal bane vej for dannelsen af en enhedsregering.
Assad udelukker, at Syrien kan påtvinges en løsning udefra.
- Vi vil ikke acceptere nogen ikke-syrisk model eller en ikke-national model - uanset om det kommer fra store lande eller venligtsindede lande, siger han.
- Ingen er bedre til at løse Syriens problemer bedre end os, siger den syriske præsident, som understreger, at Iran har været loyal mod Syrien, så Damaskus må udvise solidaritet til gengæld.
/ritzau/Reuters