Arabiske ledere og regeringer hilser søndag resultatet af det egyptiske præsidentvalg velkomment, efter det stod klart, at Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab bliver Egyptens første præsident, der er valgt ved en fri afstemning.
I Gazastriben, der grænser op mod Egypten, og hvor Hamas-bevægelsen sidder på magten, blev valgresultatet fejret med jubel og skud i luften.
- Valgsejren er et historisk øjeblik og en ny æra i Egypten, siger Mahmoud Zahar fra Hamas, der har sit udspring i Det Muslimske Broderskab.
Zahar betegner Mursis valgsejr som "et nederlag for normaliseringsprogrammet og sikkerhedssamarbejdet med fjenden", siger han med henvisning til Israel.
Fra det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden lyder der ligeledes en lykønskning.
I Israel siger den konservative premierminister, Benjamin Netanyahu, at han respekterer den demokratiske proces og udfaldet af præsidentvalget i Egypten.
Netanyahu tilføjer, at han forventer en fortsættelse af samarbejdet med Egypten på baggrund af den fredsaftale, de to lande indgik i 1979.
Mursi har sagt, at han vil overholde fredsaftalen med Israel - på betingelse af, at Israel også overholder den.
Også De Forenede Arabiske Emirater byder Mursis sejr velkommen og udtrykker håb om, at den kan føre til stabilitet i det folkerige arabiske land.
Emiraterne "respekterer det broderlige egyptiske folks valg på deres vej mod demokrati".
/ritzau/AFP