For en måned siden fik Frankrigs nyvalgte præsident, Francois Hollande, sine ministre til at skrive under på, at de skulle opføre sig eksemplarisk. Nu er han den første, der plumper i.
For torsdag viste tv-optagelser præsidentens bilkortege køre som død og helvede og overskride fartgrænsen med det dobbelte.
Det var nyhedskanalen BFM TV, der filmede, mens Hollande og hans kortege var på vej til Normandiet, hvor han skulle holde en tale i anledning af årsdagen for D-dag - de allierede styrkers landsætning i Frankrig under Anden Verdenskrig.
Hollande var ikke bagud i sin tidsplan, alligevel kørte hans præsidentielle limousine ind i en tunnel med 140 kilometer i timen, hvor fartgrænsen var 70 kilometer.
Det kunne man tydeligt se på speedometeret i nyhedskanalens bil.
På motorvejen stampede Hollandes chauffør igen hårdt på sømmet, og det gik derudaf med 180 kilometer i timen. Det var ganske meget mere end de 130 kilometer, som loven foreskriver.
Hollande forsøger ikke at bortforklare den høje fart, men siger, at han ikke bemærkede, det gik for stærkt.
Det er det første fejltrin fra den socialistiske præsident, der ved sin indsættelse lovede, at han selv, hans ministre og embedsmænd ville holde sig i skindet og opføre sig korrekt.
Embedsmændene og ministrene blev bedt om underskrive et nyt regelsæt for god opførsel. De skulle blandt love at bruge tog i stedet for fly på kortere strækninger, og de skulle love, at de ville respektere trafikreglerne.
Kilde: dpa