Iran har lørdag aften iværksat et luftangreb på Israel.
Irans Revolutionsgarde har bekræftet angrebet. Bevæggrunden er ifølge revolutionsgarden "israelske forbrydelser", herunder et angreb på et iransk konsulat i den syriske hovedstad, Damaskus, den 1. april.
Iran mener, at Israel stod bag angrebet på konsulatet.
Her er et udpluk af de internationale reaktioner på angrebet indtil videre:
* USA's præsident, Joe Biden, lover efter iransk luftangreb mod Israel "stensikker" støtte til Israel. Det skriver han på det sociale medie X natten til søndag. Det sker, efter at Joe Biden har siddet i et hastemøde om situationen i Mellemøsten med sine sikkerhedsrådgivere i Det Hvide Hus.
* FN's generalsekretær, António Guterres, skriver på det sociale medie X, at han "fordømmer den alvorlige optrapning, som Irans store angreb mod Israel repræsenterer".
* Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, har "på det kraftigste" fordømt det iranske luftangreb på Israel.
- Med dette uansvarlige og uberettigede angreb risikerer Iran en regional brand, siger regeringens talsmand Steffen Hebestreit ifølge dpa.
- I disse svære tider står Tyskland tæt ved Israels side. Vi vil nu diskutere yderligere reaktioner tæt med vores G7-partnere og allierede, lyder det videre.
* Også Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, fordømmer Irans angreb på Israel. Hun siger, at det sætter hele regionen i fare for at ende i "en kaostilstand". Det skriver hun på det sociale medie X.
* Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fordømmer natten til søndag Irans angreb mod Israel på X.
- Danmark vil fortsætte med at arbejde for en stabilisering af regionen sammen med vores allierede, lyder det.
* I en erklæring fra Saudi-Arabiens udenrigsministerium udtrykker landet bekymring for de "seneste militære eskalationer" i regionen og deres "potentielt alvorlige følger".
* Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz, har udtrykt sin "stor bekymring" efter Irans angreb.
- En regional eskalering skal for enhver pris undgås, lyder det på X.
* Den portugisiske premierminister, Luis Montenegro, skriver tilmed på X, at han "på det kraftigste fordømmer angrebet".
* Flere latinamerikanske lande har også udtrykt bekymring over Irans angreb mod Israel og situationen i Mellemøsten. Det drejer sig om Chile, Mexico, Argentina og Ecuador, skriver CNN.
Kilder: X, Reuters, CNN og dpa.
/ritzau/