Da en ukrainsk mand sidste måned døde i en kornsilo, var årsagen sort uheld.
Det fortæller landmand Peter Kjær Knudsen til sn.dk. Det var på hans søns gård ved Bukkerup, at dødsfaldet fandt sted.
Arbejdstilsynet har efter ulykken været på besøg og lavet en rapport om episoden. I den forbindelse har de udstedt et strakspåbud, som kan gives, hvis der er tale om et alvorligt arbejdsmiljøproblem, hvor fejlen skal udbedres med det samme.
Nu advarer Peter Kjær Knudsen andre landmænd mod at begå samme fejl.
Pludselig lød et "uh" fra siloen
Det var Peter Kjær Knudsens søn, der var gået med den 34-årige ukrainske mand ned i siloen for at fjerne noget spiret korn, der lå i overfladen.
Noget de havde gjort rigtig mange gange før. Som sædvanlig tjekkede de, om der var en omvendt kegle i kornet, som viser, at der var blevet tappet korn fra bunden, inden de kravlede ned af stigen inde i siloen.
Kornet bliver dermed fyldt fra oven og taget ud for neden. Det gør, at der vil opstå en omvendt kegleform, når kornet bliver taget ud, fortæller Peter Kjær Knudsen.
- Pludselig hørte min søn, at han sagde »uh« eller noget, og da min søn kiggede, kunne han se, at der ved keglen var blevet dannet et stort rør på en meter i diameter, som N røg ned i, siger Peter Kjær Knudsen til sn.dk
Ifølge Peter Kjær Knudsen kunne hans søn se ned i ”røret”, der lignede et sort hul. Så han kunne godt regne ud, at der var dybt. Men inden han nåede at reagere, skred kornet med den 34-årige med sig.
Først fire timer efter, at 25 brandfolk og to kornsugere havde arbejdet på sagen, lykkedes det at finde manden.
Landmands råd: Brug yoyo-line
Årsagen til, at den 34-årige mand forsvandt ned i kornet, er ifølge Peter Kjær Knudsen, at der har været en stor luftlomme nede i kornet. Det kan opstå, hvis noget af kornet er lidt fugtigt og klæber sammen.
Peter Kjær Knudsen fortæller, at der ikke ligger nogen afgørelse på ulovlige forhold. Der er påbud om en line, når man arbejder uden for siloen, men ikke i siloen. Nu foreslår Peter Kjær Knudsen, at man bruger en yoyo-sikkerhedsline ved arbejde i siloen.
- En almindelig sikkerhedsline er intet værd, da den hurtigt bliver to meter for lang, men en yoyo-line vil låse som en sikkerhedssele, forklarer han.